KIP - Kløverbyernes Iværksætter- og Projektgruppe
image

2010-05-10 Danmarkshistoriens dyreste "besparelse"

Jens-Jørgen Pedersen, Skellerupvej, Linå skriver:

Børne- og ungeudvalget indstillede i sidste uge til Silkeborg Byråd, at Linå Skole – som den eneste af landsbyskolerne i Silkeborg kommune - bør lukkes fra og med sommeren 2011. Det sker med et aktuelt elevtal på 105 og med en elevtalsprognose der stiger 13 % over de næste 5 år, uden udbygning i området.

OG det sker på trods af krystalklare løfter om det modsatte fra de ledende politikere i Venstre, Socialdemokratiet og SF. Egentlig ville man helst have lukket samtlige landsbyskoler, men da så mange af udvalgets medlemmer havde vælgerinteresser lokalt, så kunne man kun blive enige om Linå - vi havde nemlig ikke lige en talsmand med tilknytning til området. Vi havde jo nok regnet med Carl-Erik fra Socialdemokratiet, men nåh nej - han er jo Resenbro-mand. Og de andre? Gæt selv.

Det er ikke bare uanstændigt, det er lurvet.

Der er to mulige scenarier som konsekvens af en lukning i Linå:

  1. Linå skole lukkes og Laven-forældrene søger Sejs, Linå søger Resenbro og Voel. Kløverbyerne Laven, Linå, Mollerup og Hårup har ikke længere noget der holder dem sammen, foreninger på tværs af landsbyerne smuldrer og alle aktiviteter splittes op, så hver landsby kører sit løb. Huspriserne falder med ca. 100.000 i gs pr. hus, et samlet tab for området på ikke under 50 mio kr. Silkeborg kommune mener dog, at man opnår en besparelse på skoledriften på ca. 2 mio kr. ved at flytte eleverne ind på tomme pladser andre steder. Og lidt har jo også ret ...

    Tror man politisk, at vi finder os i det herude? Er vores skattekroner mindre værd end de skattekroner der kommer i kassen i Silkeborg? Eller regnes vores stemmer ikke med, når der er valg? Tror man seriøst, at vi som borgere og skatteydere bare accepterer det her?
  2. Kløverbyernes friskole åbner – den er allerede en juridisk enhed, med vedtægter for forening og støttekreds. Valg til bestyrelserne er allerede foretaget med solid opbakning. Hovedparten af midlerne til anmeldelsen i Undervisningsministeriet i august er allerede indsamlet. Alt sammen samme dag som Udvalget meddelte sin beslutning om indstilling af Linå Skole til lukning. Optages samtlige 100 elever i den nye friskole, vil Silkeborg kommune skulle betale næsten 5 mio kr til staten. Lykkes det kun skolen at optage 60 elever bliver udgiften ca. 3 mio. kr. for Silkeborg Kommune. I forhold til en planlagt besparelse på 2 mio får Silkeborg kommune altså istedet en netto udgift på mellem 1 og 3 mio kr. Har børne- og ungeudvalgets politikere indregnet den udgift i deres spareforslag til byrådet? Nej, det har de ikke, dertil rakte "ansvarligheden" ikke.

En lukning af Linå Skole, danner formentlig model for kommende skolelukninger. Alle landsbysamfund vil gennem de næste år gøre klar til en skolelukning, og vil på tilsvarende vis som i Linå danne friskoler, der omdanner de kommunalt forventede besparelser til udgifter, og det kommunale skolevæsen rolle som favnende hele kommunen vil være en saga blot. Modsætningen land/by vil blive en realitet, som man ikke kan besværge sig ud af, uanset hvor meget man benægter modsætningen. Silkeborg bliver Friskolernes by, med vidtrækkende konsekvenser for både økonomien såvel som for sammenhængskraften i kommunen.

"Jamen vi har sørme ikke glemt Jer derude", siger de så, de søde politikere. Vorherre bevares - fri os fra det ynkelige vrøvl og al den pussenussede plapren.

Vil Silkeborgs byrådsmedlemmer virkelig lægge navn og stemmer til det her? Har man virkelig opbakning i vælgerforeningerne til det? Vil et samlet byråd lægge navn til et uopretteligt tillidsbrud? Og forventer byrådets medlemmer, at vælgerne ikke kan se bedraget og uanstændigheden, eller regner man med vi nok glemmer det?

Der har været skole i Linå siden 1700-tallet.
Det bliver der ved med at være.
Og det er ikke en trussel - det er et løfte.