2010-03-18 Pressemeddelelse
Kære Alle!
Nedenfor er den positive pressemeddelelse vi sendte til Midtjyllands Avis efter mødet Torsdag d. 18/3-10.
Vi har fremhævet med blå skrift det som er vigtigt for os i gruppearbejdet, nemlig GRUPPERNES OVERSKRIFTER og HVEM der deltager her i første omgang.
Vi glæder os til at se Jer igen 14/4-2010 kl 19 i LLIFs Klubhus, hvor grupperne præsenterer hvor langt de er nået og hvordan de vil arbejde fremad. Alle er velkomne til at komme med input og forslag og kommentere andres ideer, men vi skal understrege, at der ikke er nogen der skal "godkende" gruppernes arbejde – grupperne finder selv ud af hvad de vil arbejde med og hvordan.
Mødet er stadig åbent for ALLE der vil arbejde med at diskutere og realisere ideer i Kløverbyerne!
Venlig hilsen
Lars og Jens-Jørgen
Kløverbyer i Vækst
Kløverbyerne: Laven, Linå, Mollerup og Hårup tog i går første spadestik til Vækststrategi 2020. Ambitionen er, at blive det hurtigst voksende lokalområde i Midtjylland.
Borgerne i Kløverbyerne tog i går aftes hul på at videreudvikle sin vækststrategi for hele området frem mod år 2020 – og realiseringen starter med det samme under slagordene: ”Med knofedt og stædighed – fra idé til virkelighed!”
Grundlaget er et aktivt lokalsamfund og Lokalrådets, institutionernes og foreningernes arbejde gennem årene.
Det grundlæggende arbejde har været i gang længe, men fremskyndes nu fordi mange initiativer kræver etablering af nye tværgående arbejdsgrupper, der vil videreudvikle planerne og arbejde med at realisere dem.
Motorvejen giver unik placering
En af initiativtagerne til mødet, den lokale idrætsforeningsformand Lars Skafte, præsenterede den overordnede strategi: ”Vi skal forberede den synergi-effekt der bliver en realitet, efterhånden som motorvejen realiseres. Kløverbyerne får sin unikke placering væsentligt styrket og vi har betingelserne for at blive ikke bare ét af, men dét hurtigst voksende lokalområde i Midtjylland 2015 - 2020. Og det skal vi benytte sig af. Men det bliver kun til noget godt, hvis vi selv gør noget ved det.”
En række arbejdsgrupper trækker derfor i arbejdstøjet og skal i løbet af 3 uger færdiggøre rammeforslag. Grupperne arbejder med:
-
Én lokal institution for børn- og ungeområdet
Arbejdsgruppe: Jens-Jørgen, Mette, Hanne og Anna
-
Branding og markedsføring af Kløverbyerne
Arbejdsgruppe: Peter, Lars og Rasmus
-
Detailhandel- og erhvervsudvikling
Arbejdsgruppe: Karl og Jens-Jørgen
-
Sundhed, natur og stisystemer i netværk
Arbejdsgruppe: Henrik F., Allan, Lars, Henrik L.
Èn lokal organisering af institutionerne
Én af grupperne måtte på overarbejde med det samme for at færdiggøre forslaget til at Én lokal institution for områdets børn og unge. Tanken er, at decentralisere beslutningskompetencen fra Silkeborg Kommune til én samlet organisation med en lokal bestyrelse i Kløverbyerne. De enkelte institutioner skal have selvstændig ledelse, men i stedet for at referere til forskellige forvaltninger i Silkeborg, så placeres de under én samlet bestyrelse lokalt, i en selvejende institution. Det frigør ressourcer i et omfang så de kommunale spareplaner for skole og institutioner kan imødekommes mest effektivt.
Målet er at sikre områdets institutioner og at videreudvikle dem. Og man forudsætter at skole og institutioner naturligvis fortsætter. For en sikkerheds skyld arbejder en anden lokal arbejdsgruppe allerede med forberedelse til en friskole, så planerne er klar, hvis den kommunale aftale skulle udvikle sig mod forventning.
Plads til både visionerne og det praktiske
Det var et gennemgående tema, at der både skal være plads til de vilde tanker og til det praktiske arbejde. Alle vil gerne bidrage og befolkningssammensætningen giver de bedste muligheder både for at får skrevet og tegnet gode projekter og for at få lavet de praktiske fundamenter. Cykelsti fra Laven til Linå? Vi kan selv lave den. Et nationalt Mountainbike stadion? Vi har maskinerne. En hestevej til Mollerup?
De kan selv i Kløverbyerne. Og de vil!
Grupperne mødes igen 14/4-2010 kl 19 i LLIFs Klubhus.