KIP - Kløverbyernes Iværksætter- og Projektgruppe
image

2010-05-03 Laks i Linå´en!

Laksen skal tilbage til Kløverbyerne! Derfor udsætter Kløverbyernes Iværksætter- og Projektgruppe: KIP, mandag d. 3. maj 1000 stk Lakseyngel i Linå, lige nord for Linå By, på strækningen mellem Linå og Mollerup.

”Det ville jo være forrygende at sætte Laks på bordet fra egen baghave”, siger Sune Haubek, sognepræst i Linå og Resenbro, og medlem af KIP’s bestyrelse, ”og det vil vi selvfølgelig gerne, men initiativet er nu først og fremmest rettet mod at styrke turisterhvervet i området. Laks er ”fiskenes konge”, den har været her, og Laksen skal selvfølgelig tilbage til Linåen!”

Og biologien giver ham ret. Den gamle store laksebestand i Gudenåen har uden tvivl medført, at Laks i fordums tid er gået op i Linåen for at gyde. Og er Laksen der først, så kommer den retur, så sikkert som amen i kirken, præcist dér hvor den er født eller udsat i åen.

Alle Nordeuropæiske Laks vandrer ud af de ferske vande og drager alle over Nordatlanten mod Island og Grønland. OG de vender tilbage for at gyde, dér hvor de kom fra, trinde og fede, på 1 år 2 – 4 kg og på 4 år 20 – 25 kg. Rekorden er pt. i Gudenåen ved Randers med en laks over 21 kg., men Varde Å de seneste uger er halet ind med laksefangster på 17 – 20 kg. Søndag d. 2. maj slog de til igen i Gudenåen: en Laks på 17,5 kg, 120 cm blev landet, se billedet.

”Kløverbyerne har en fantastisk natur, og den skal vi værne om”, siger Allan Jensen fra KIP, ”men vi skal også hjælpe til med at genetablere det der var, og her er Laksen ét af de gode projekter. Vi skal have Laksen tilbage i Linåen, og det kan kun gå for langsomt.”

Linå’s historie går tilbage til Vikingetiden. Linå Kirke er bygget ovenpå den gamle hedenske offerplads og ”Kløverbyområdet” (Laven, Linå, Mollerup og Hårup) vrimler med gamle gravhøje og fortidsminder.

Og nu vil de altså også have deres Laks tilbage!

Udsætningerne sker i Linå, mandag d. 3. maj kl. 18.00.

Udvalgsformand Hans Okholm har givet tilsagn om at være med.

KIP’s bestyrelse vil være på pletten (se www.kløverbyerne.dk)

Danmarks Center for Vildlaks vil fortælle om Lakseprojektet i Gudenåen (se www.vildlaks.dk)

Kontakt KIP: Jens-Jørgen Pedersen, 20225114.