2010-05-03 Linålaksen udfordrer Silkeborgs Gudenålaks!
Det er ingen hemmelighed, at der er stor uenighed om, hvorvidt passagen af Laks ved Tange Sø opdæmningen er tilfredsstillende:
Tangeværket siger Ja – lystfiskerne siger Nej.
Miljøudvalgsformand Hans Okholm vil mandag d. 3. maj blive stillet i et dilemma: HVIS IKKE laksene vender tilbage i rimeligt omfang, og det vil sige 2 – 300 fangster på stykket mellem Silkeborg og Kongensbro, SÅ skal han love, at gøre en stor indsats for at løse de dermed dokumenterede passageproblemer i Tange Sø.
HVIS han siger Ja til det løfte, så udsætter Danmarks Center for Vildlaks 10.000 fisk i Silkeborg på Lørdag. Siger han Nej, så er der ingen fisk.
Kløverbyernes Iværksætter og Projektgruppe KIP, udsætter mandag 1000 Laks i Linå’en, som et led i en samlet vækststrategi for området, her en styrkelse af turisterhvervet. Og Silkeborg Miljøudvalgsformand Hans Okholm er inviteret.
Han har foreløbig sagt ja til at hjælpe med til udsætningerne. Men løsningen af passageproblemerne ved Tange, det vil han først snakke om mandag.
Linålaksen udfordrer nemlig Silkeborgs potentielle Gudenålaks. Har Tangeværket ret i at passagen er OK, så vil Silkeborg nemlig – fra Kongensbro til Papirfabrikken – opleve et lakseeldorado de kommende år med mulige fangster af laks på 20 – 25 kg. Har lystfiskerne ret, så vil de potentielt tilbagevendende Laks imidlertid kun i meget ringe omfang komme igennem Tange Sø.
Men nu må de faktiske forhold tale: kommer Laksen retur, ja eller nej, efter den massive udsætning som den Danmarks Center for Vildlaks vil lave ved Papirfabrikken? Først skal Hans Okholm give håndslag på at ville følge resultaterne. Og gøre en indsats, hvis nødvendigt.
”Og siger han JA, så aftaler vi en udsætning af 10.000 Laks v. Papirfabrikken kommende Lørdag”, siger bestyrelsesmedlem i Danmarks Center for Vildlaks, Jens-Jørgen Pedersen, Linå. ”Og siger han NEJ, så siger vi tak for kaffe, og så spilder vi ikke mere tid med at spekulere i Laks fra Kongensbro til Silkeborg”.
Indsatsen for de vestvendte vandløb (Varde Å, Omme Å, Skjern Å m.fl.) har været meget succesfuld de senere år: Laksebestanden er næsten selvreproducerende og fiskeriet er på højde med de bedste Norske og Irske laksevande. Laksefiskeriet genererer stor opmærksomhed generelt og har et stort erhvervspotentiale, større end alle Danmarks Golfbaner*.
* Der er penge i lystfiskeri
Lystfiskernes forbrug sammen med udenlandske fisketurister skaber en
omsætning på næsten 3 mia om året og op imod 2000 jobs i Danmark. Det er en af konklusionerne i en ny rapport om lystfiskeri og det økonomiske potentiale, som fødevareminister Henrik Høegh præsenterede fredag.
Læs mere ... ”